Albertslund Kommune stifter klimaselskab
Tirsdag den 16. april 2024 godkendte en enig kommunalbestyrelse i Albertslund at stifte Albertslund Kommunes Klimaselskab Aps. Det skal sætte gang i udbredelsen af solceller på de kommunale tage
Tilbage i marts 2023 stillede Socialdemokratiet et forslag om at oprette et kommunalt klimaselskab for udbredelse af solcelleanlæg på kommunale tage, og det blev en del af budgetaftalen for 2024. Nu er det så besluttet af en enig kommunalbestyrelse at stifte Albertslund Kommunes Klimaselskab Aps.
”I Albertslund har vi tradition for at være ambitiøse på miljø- og klimaområdet og har i mange år været frontløbere. Med det nye selskab fortsætter vi i det spor, så vi kan komme i gang med at sætte solceller op på de kommunale tage, og dermed i endnu højere grad understøtte den grønne omstilling. Det er der brug for. Det er helt i tråd med såvel vores klimapolitik som klimahandleplan. Vi skal tage vores ansvar, så vi går en grønnere fremtid i møde,” siger borgmester Steen Christiansen
Albertslund Kommunes Klimaselskab Aps er ikke etableret for at generere et økonomisk afkast til Albertslund Kommune. Hvis der i selskabet genereres et overskud, er partierne enige om, at det skal geninvesteres i nye klimavenlige tiltag.
Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.
Abonnér på dagsordener og referater fra de politiske udvalg
Du har mulighed for at abonnere på dagsordener og referater fra de forskellige politiske udvalg i Albertslund Kommune