Gå til hovedindhold

Biblioteket i nyt samarbejde: Lån et museum

Nationalmuseet er gået sammen med Albertslund Bibliotek og 3 andre biblioteker om et unikt projekt, hvor bibliotekets lånere forsøgsvis kan hente et kort på biblioteket, der giver fri adgang til Nationalmuseet. Museums-kortet kan lånes fuldstændigt, som var det en bog

Indhold

    Nationalmuseet ønsker at bringe danskerne endnu tættere på vores fælles historie og styrke sammenhængskraften igennem alt det, vi deler om vores danmarkshistorie. Derfor har museet lavet en medlemsklub NATKLUB for at fremme fællesskabet. Og klubben skal være for alle!

    ”Vi tror på, at vores fælles historie binder os sammen. Alle skal have adgang til de kulturskatte og vidnesbyrd fra begivenheder, som har rundet os. Der er mennesker med få midler i Danmark, som ikke har økonomisk råderum til at gå på museum. Derfor afprøver vi i samarbejde med bibliotekerne at stille lånerkort til vores NATKLUB til rådighed for alle, der har brug for det”, fortæller Nationalmuseets vicedirektør Anni Mogensen.

    Biblioteker udlåner Museums-kort
    Bibliotekerne i Holbæk, Albertslund, Rudersdal og Køge er med i forsøgsordningen, som gælder hele 2021. De fire biblioteker får hver 35 natklubkort, der hos bibliotekerne betegnes museumskortet, som kan udlånes. Med et NATKLUB lånekort får kortholderen og en ledsager fri entré til museet i 4 uger ligesom ved et almindeligt boglån. Normalt koster et NATKLUB-medlemskort 345 kr. Man kan låne flere kort, så foreninger f.eks. kan låne til flere medlemmer og tage afsted sammen. I det nye år kan gæsterne bl.a. spille historiebanko, tage med på et farefuldt togt i den nye store vikingeudstilling, heppe med til forårets sportsbegivenheder eller gå på skattejagt med børnene i museets samlinger.

    Rækker ud til nye gæster
    Bibliotekerne er glade for at kunne låne kommunens borgere et medlemskab til Nationalmuseet.

    ”Projektet giver fantastisk god mening, da rigtig mange af vores brugere ikke går på museum i dag. Sammen med Nationalmuseet opfordrer vi desuden NGO’er og lokale frivillige organisationer til at låne og bruge Museums-kortet”, siger Marie-Louise Fischer Hoffmann, bibliotekschef på Albertslund Bibliotek.

    Albertslunds borgmester supplerer med disse ord:

    ”Direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, var med ved åbningen af verdens længste vikingebro i Albertslund for halvandet år siden. Fordi det er interessant nationalhistorisk med sådan en rekonstruktion fra vikingetiden. Og nu krydser Nationalmuseet og Albertslund igen veje med det her pilotprojekt. Det er vi rigtig glade for i Albertslund. Det er dejligt at se, at museet er og gerne vil være et museum for alle danskere – også borgerne i Albertslund. Vi har mange borgere, der interesserer sig for kultur og historie, men som måske endnu ikke har haft lejlighed til at besøge Nationalmuseet. Nu bliver det lidt nemmere, og jeg er glad for at museet på den måde rækker hånden ud til os,” siger borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen.

    Læs mere om Museumskortet på bibliotekets hjemmeside (link)