Gå til hovedindhold

Fast fuldtidsarbejde

Albertslund Kommune kan anvise boliger til borgere, hvis de har fuldtidsarbejde eller arbejder på deltid. Læs om betingelserne herunder.

Indhold

    Albertslund Kommune kan anvise boliger til borgere, hvis de har fuldtidsarbejde eller arbejder på deltid. Hvis I er flere voksne i husstanden, der søger, skal alle voksne leve op til kravene til fuldtids- og deltidsarbejde. Vi byder desuden borgere fra andre kommuner velkommen, hvis du eller familien har fast fuldtids- eller deltidsarbejde i eller omkring Albertslund.

    Send os din ansøgning, hvis du opfylder betingelserne. Ansøgningsskemaet henter du i boksen til højre.

    Venligst husk at vedlægge lønsedler fra de seneste tre måneder, når du søger. Hvis du ikke lever op til kriterierne for fast fuldtidsarbejde, som er beskrevet herunder, kan vi desværre ikke hjælpe dig. Undersøg gerne om du lever op til andre kriterier for at kunne komme på venteliste til en bolig.

    Krav til fast fuldtids- eller deltidsarbejde

    Fast arbejde eller et deltidsarbejde er arbejde, hvor indtjeningen svarer til normalt fuldtidsarbejde. Hvad enten det er fast arbejde eller deltidsarbejde skal din indkomst være højere end eller svare til den maksimale dagpengesats (den er lige nu 19.351 kr. pr. måned) og indkomsten skal være skattepligtig i Danmark. 

    Ved opskrivningen skal du have permanent opholdstilladelse i Danmark. Hvis du eller I har gæld til Albertslund Kommune eller til boligselskaberne skal du have lavet en afdragsordning før du kan accepteres som lejer i boligselskabet.

    Når en bolig er ledig

    Hvis du opfylder betingelserne for at komme på boliglisten, vil Albertslund Kommune kontakte dig, hvis der er en bolig ledig og som matcher dit boligbehov.

    Hver gang, der er en ledig bolig vurderer Boliganvisningen konkret hvilke borgere på boliglisten, der har det mest påtrængende behov. Når en bolig er ledig tager kommunen stilling til, hvilke borgere på boliglisten, der bedst kan få opfyldt boligbehovet i den ledige bolig. Det er ikke kun din placering på boliglisten, der afgør om det er dig, der får tilbudt en bolig. Det afhænger også af hvem der i øvrigt står på boliglisten den dag, boligen bliver ledig. Det kan være, at der er en borger eller en familie, som har et mere akut behov for en bolig. De vil få boligen tilbudt før dig. Vi vurderer således hver enkelt ansøgning konkret og individuelt i forhold til de forskellige behov ansøgerne har. Og i forhold til hvilke boligtyper, der er ledige.

    Hvis du bliver henvist til en bolig via kommunen er det boligselskabet, der indgår lejekontrakten med dig.

    Hvis Albertslund Kommune har anvist dig en bolig, som du har takket nej til bliver du slettet af boliglisten. Du bliver også slettet, hvis du ikke svarer inden den frist, du har fået. Det er de borgere, der har det største behov for en bolig, der bliver tildelt en bolig først.

    Tid til sagsbehandling

    Når vi har modtaget din ansøgning går sagsbehandlingen i gang, og du modtager svar så hurtigt som muligt. Er du skrevet op på boliglisten kontakter vi dig, når der er en ledig bolig. Ventetiden på en bolig kan være meget lang.

    Hvor ligger lejeboligerne?

    En meget stor del af boligerne i Albertslund Kommune er almene boliger. Kommunen har aftaler med alle boligselskaber om hel eller delvis boliganvisning.