Gå til hovedindhold

Digital Post til dig på 15 år

Når du fylder 15 år, får du automatisk en digital postkasse i Digital Post

Indhold

    17.03.2022 14.54

    Om Digital Post til dig på 15 år

    Du får helt automatisk en digital postkasse (Digital Post) til beskeder fra det offentlige, når du fylder 15 år. Postkassen finder du på post.borger.dk.

    For at få adgang til postkassen skal du have et NemID/MitID. Hvis du allerede har et NemID/MitID til at tjekke netbank, så er du nødt til at opgradere det.

    Mange unge får et NemID/MitID i deres bank til at tjekke netbank, men det kan du ikke anvende til at se din digitale postkasse. Det mangler nemlig en såkaldt offentlig digital signatur.

    Læs mere om, hvordan du får NemID/MitID med offentlig signatur på borger.dk/15.

    Du logger på din digitale postkasse her på borger.dk, Digital Post-appen, e-Boks eller mit.dk. Husk, at du skal bruge dit NemID/MitID til at logge på.

    Hvis du ikke har et NemID/MitID, kan du bestille det på nemid.nu/15 eller mitid.dk. Hvis du allerede har et NemID/MitID til din netbank, skal du opgradere det, før du kan bruge det til at logge på din digitale postkasse.

    Læs mere om NemID/MitID på borger.dk/15.

    Beskederne i din digitale postkasse kommer fra fx din kommune, biblioteket, tandlægen og hospitalet. Hvis du har et fritidsjob, kan du også få post om udbetaling af feriepenge. 

    Det er altid en god idé at spørge dine forældre til råds, hvis du er i tvivl om, hvordan du bestiller dit NemID eller får adgang til Digital Post.

    Du kan give dine forældre en læseadgang til din digitale postkasse

    Du kan give dem læseadgang til din digitale postkasse. Det betyder, at når dine forældre er logget ind på deres egen digitale postkasse, så kan de også se de beskeder, der er i din postkasse. 

    Dine forældre kan få besked om ny post i din digitale postkasse

    Dine forældre kan modtage en sms, når der er ny post til dig. De kan ikke læse beskederne. Du kan melde dig eller dem til sms-beskeder, når du er logget ind i din digitale postkasse. Se under Menu og under Profil. Her kan du indtaste et mobilnummer og to e-mailadresser. Fx kan det være dine forældres mobil og din egen e-mail, så kan du også følge med selv.

    Du kan altid spørge dine forældre om hjælp, hvis du er i tvivl om, hvordan du bestiller NemID/MitID eller får adgang til Digital Post.

    Du kan også få hjælp til Digital Post hos kommunen. Læs mere på kommunens hjemmeside. Vær opmærksom på, at nogle steder skal man bestille tid for at få hjælp.

    Hvis du har brug for hjælp til at bestille, aktivere eller opgradere dit NemID/MitID, skal du læse mere på nemid.nu/15 og mitid.dk.

    Hvis du ikke kan finde dit brev om Digital Post, som vi har sendt til dig som papirpost, kan du også se det her:


    Skrevet af Digitaliseringsstyrelsen