Kommunekontaktrådet (KKR) Hovedstaden
Kommunekontaktrådet i Region Hovedstaden drøfter, koordinerer og fastsætter fælles linjer for kommunernes regionalpolitiske indsats.
Det er i KL’s love fastlagt, at hvert KKR består af borgmestrene i KL’s medlemskommuner i den pågældende region og et antal kommunalbestyrelsesmedlemmer fra de politiske partier og liste-samarbejder, der vælges således, at sammensætningen af hvert enkelt KKR svarer til fordelingen af stemmerne på de politiske partier og liste-samarbejder ved kommunevalget i KL’s medlemskommuner i den pågældende region.
Valget af kommunalbestyrelsesmedlemmer til KKR sker som en valgproces inden for det enkelte parti/listesamarbejde. Det er således gruppen af kommunalbestyrelsesmedlemmer i kommunerne i regionen, der af deres midte vælger det antal medlemmer, som det pågældende parti/listesamarbejde er berettiget til at vælge til KKR.
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 15-12-2009: Borgmesteren er medlem af KKR og 1. viceborgmester er suppleant i KKR.
Den 7. december 2011 blev borgmester Steen Christiansen valgt som formand for KKR.