"Ryd køleren" i Klub Svanen

Klub Svanen er hoppet med på madspildsvognen og har skiftet fredagskagen ud med rester fra køleskabet. Selv kalder de unge det "Køler-Ryd". Og det er endda populært...

 

1. nov.
2012
Tre glade piger spiser madder i Klub Svanen

Det er fredag, klokken er fire, og i Klub Svanen er bordet dækket af tallerkner med brød, pålæg, frugt og grønt. Det er reelt rester fra ugens madindkøb, men de ser ikke spor 'sørgelige' ud. De unge står da også klar ved 'buffeten', og det selvom eftermiddagsmltidet er i konkurrence med slikboden, der holder åben i anledning af, at det er fredag.

"Det er typisk; da vi kiggede ind i køleskabet i morges, tænkte vi, at der da vist ikke var nok. At vi måtte ud og handle og supplere resterne. Men når først det hele kommer ud, viser der sig altid at være mere, end man umiddelbart tror"' siger Kirsten Lyngs Jørgensen, der er leder af klubben.

Sammen med souschef og miljørepræsentant, Charlotte Christensen, har Kirsten taget initiativ til det nye fredagsritual, "Køler-Ryd". De var blevet opmærksomme på madspild, der pludselig var blevet et tema i forbruger- og miljødebatten. "Der ligger jo et ekstremt ressourcespild i at producere mad, der ender i skraldespanden. Det er egentlig foruroligende, men ikke noget, man tænkte så meget over tidligere", siger Charlotte, der også påpeger, at der er god økonomi i at begrænse madspildet.

"Maden kan sjældent holde sig hen over weekenden, og vi må ikke tage det med hjem, så tidligere smed vi en masse mad ud, når vi gik hjem om fredagen. Det gør vi ikke længere, og der er utrolig tilfredsstillende", siger Kirsten, mens hun fremviser et nærmest gabende tomt køleskab.

Imens er de unge godt i gang med at stille eftermiddagssulten. Der bliver smurt hurtige madder, kreeret flot smørrebrød og snacket løs af grønthapserne. "Tidligere bagte vi tit kage om fredagen, og de unge brokkede sig da ogs lidt i starten", fortæller pædagog, Morten Legaard. Men i dag ser "Køler-Ryd" ud til at være et populært fredagsritual.

Albertslund Kommune

Nordmarks Allé
2620 Albertslund
Tlf. 43 68 68 68

albertslund@albertslund.dk

Hurtig adgang

Oversigt