Renæssancemarked på Kroppedal
Traditionen tro afholdes igen i år et festligt sommermarked på Kroppedal Museum. Markedet foregår lørdag d. 18. og søndag d. 19. juni fra kl. 12-16.
Renæssancen strakte sig over en lang periode fra 1300-1600 tallet og kom til Danmark fra Italien og Frankrig. Astronomen Tycho Brahe er ét af de mest kendte danske renæssancemennesker med indsigt i videnskab og en vis politisk indflydelse, fordi han tilhørte adelsstanden.
På museet vil der over de to dage være masser af aktiviteter og oplevelser for børn og voksne: Lær at fægte, skyd med bue og pil, prøv dine talenter som renæssancekunstner, oplev affyring af kanoner, renæssancedans og gøgl, foretag astronomiske observationer og hør et spændende foredrag om samfundsforhold på den tid. Der vil endvidere være mulighed for at købe renæssanceinspireret mad og drikke.
Billetter kan købes ved indgangen og koster 20 kr. for børn og 40 kr. for voksne. Der er fri parkering ved museet på Kroppedals Allé 3, 2630 Taastrup. Se også www.kroppedal.dk.
Renæssancemarked - Program