Ny Nordisk Hverdagsmad på Egelundskolen og Herstedøster Skole

I løbet af efteråret og vinteren får elever i 3. og 4. klasserne på Egelundskolen og Herstedøster Skole serveret nordisk inspireret mad i tre måneder. Begge skoler er nemlig med i projektet OPUS skolemad, der undersøger om Ny Nordisk Hverdagsmad påvirker børnenes indlæring, sundhed og trivsel
14. okt.
2011
Skolepige
Efter efterårsferien står menuen i 4. klasserne på Herstedøster Skole på rødbedesuppe med skyrdip, paneret torsk med bagte rodfrugter og rosenkålmos, æggekage med svampe, kartofler og syltede rødbeder og andre retter fra det nye nordiske køkken. Fra midten af november får i 4. klasserne på Egelundskolen også ny nordisk mad, mens 3. klasserne på de to skoler må vente til januar og februar, inden de kan sætte tænderne i bl.a. rodfrugter, kål og makrel. Det er gratis for eleverne at være med i projektet.

Konceptet Ny Nordisk Hverdagsmad er bl.a. udviklet af kokken Claus Meyer og lægen Arne Astrup. I projektet får børnene i de udvalgte klasser Ny Nordisk Hverdagsmad i tre måneder hver. Børnene får både et formiddagsmellemmåltid, et frokostmåltid og et eftermiddagsmellemmåltid. Maden er baseret på nordiske råvarer og hensigten er, at den skal være både sund, velsmagende, bæredygtig og overvejende økologisk. Maden fremstilles på skolerne, hvor eleverne på skift deltager i madlavningen i skolekøkkenet i samarbejde med køkkenpersonalet.

OPUS Skolemad er et forskningsprojekt under Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, som sammenligner effekten af Ny Nordisk Hverdagsmad og børnenes almindelige madpakker/mad fra kantinen på deres indlæring og adfærd, kropsvægt og kropssammensætning, samt risikoen for at udvikle livsstilssygdomme såsom type-2 diabetes, knogleskørhed og hjertekarsygdom. Derfor skal eleverne igennem en række undersøgelser både før, efter og under perioden, hvor de får serveret den nye nordiske hverdagsmad i skolen.

Børnene på de to skoler bliver derfor løbende undersøgt i det rullende OPUS-laboratorium – en stor bus. Her måler ansatte fra Institut for Human ernæring børnenes vægt, højde, taljeomkreds, blodtryk og puls, Desuden får børnene taget en blodprøve og bliver skannet i en DXAskanner, der viser, hvor stor en del af barnets krop som består af fedt, knoglevæv, muskler, blod, organer m.m.

DR2 følger madprojektet på Egelundskolen, og regner med at besøge skolen omkring 20 gange undervejs. Det kulminerer med en udsendelse om madprojektet på DR2 i slutningen af 2012 og start 2013.

Der er i alt ni skoler i Danmark, der deltager i OPUS skolemad.

Albertslund Kommune

Nordmarks Allé
2620 Albertslund
Tlf. 43 68 68 68

albertslund@albertslund.dk

Hurtig adgang

Oversigt