Brugen af digital signatur er kun lige begyndt. I Albertslund Kommune har vi tilknyttet den digitale signatur til ni officielle e-postadresser. Det betyder, at du kan sende underskrevne og krypterede mails til kommunen, hvis du benytter e-postadresserne på kontaktsiden. Indtil videre understøttes digital signatur af mailprogrammer fra Microsoft og Netscape/Mozilla.
Læs mere om fordelene ved digital signatur på digitalsignatur.dk.
Sådan gør du
For at kunne sende signeret og krypteret e-mails, skal du have en digital signatur fra TDC. Du kan bestille din egen signatur på TDC's hjemmeside.
Inden du kan sende en signeret og krypteret e-post til en eller flere af e-postadresser, skal du have et certifikat, kaldet "den offentlige nøgle", som er tilgængeligt i dit mail-program.
Hvis du tidligere har modtaget krypteret og/eller signeret e-post fra en af e-postadresserne, så har du allerede modtaget certifikatet. Det gælder også, hvis du har modtaget en automatisk kvitteringsmail.
Hvis du ikke har den offentlige nøgle, skal du først tilføje den til dit mail-program, inden du kan sende en krypteret og/eller signeret mail. På kontaktsiden skal du således klikke på linket under den e-postadresse, du ønsker certifikat til, og gemme certifikatet i dit mail-program. Du kan læse mere om, hvordan du gør på det TDC's hjemmeside.
Du kan også få hjælp til at installere den digitale signatur hos TDC, tlf. 80 80 15 81.
14. februar 2009 //