Pas

Du kan søge om at få et pas ved alle landets borgerservicecentre og altså ikke kun der, hvor du bor. Ved ophold i udlandet kan man søge om at få et pas på den danske ambassade eller det danske konsulat i det land, man opholder sig i.
pas jpg

Ansøgning
For at få et dansk pas skal man være dansk statsborger.

Ansøgningsskema til pas fås i Borgerservice på rådhuset. Du kan også hente ansøgningsskemaet her og printe det ud.

Du skal aflevere ansøgningen om pas personligt i en kommunal borgerservice. Du kan vælge en hvilken som helst borgerservice og altså ikke nødvendigvis i den kommune, hvor du bor.

Vær opmærksom på, at kommunerne har forskellige åbningstider. Du kan finde Albertslund Kommunes åbningstider her.

Sammen med ansøgningsskemaet skal du medbringe: 

  • Et vellignende fotografi, hvor ansigtet er taget forfra, på 35 mm (bredde) x 45 mm (højde), begge øjne skal være synlige, man må ikke bære hovedbeklædning, og baggrunden skal være ensfarvet - se krav til pasfoto på Politiets hjemmeside.
  • Det sidst udstedte pas
  • Original dåbs-, navne- eller fødselsattest (er ikke nødvendigt, hvis man medbringer et gammelt pas udstedt efter 1. oktober 1949, hvor oplysningerne tydeligt fremgår)
  • Sygesikringsbevis eller anden legitimation, der er udstedt af en offentlig myndighed, og hvor personnummeret tydeligt er anført (er kun nødvendigt, hvis personnummeret ikke fremgår af det sidst udstedte pas eller af dåbs-, navne- eller fødselsattesten)
  • Dokumentation for navneændringer

     

Midlertidigt pas
Man kan få udstedt et midlertidigt (provisorisk) pas, hvis det ikke umiddelbart er muligt at udstede et nyt pas eller forlænge gyldighedstiden på det gamle pas.

Pris
Det koster 600 kr. at få et pas, hvis man er fra 18 år til og med 64 år. Er man 65 år eller ældre, er prisen 350 kr., for børn under 18 år er prisen 115 kr. Fra 1. januar 2013 opkræves et gebyr på 26 kr. for fingeraftryk. Det opkræves på alle pas for personer over 12 år. Betal venligst med Dankort.

Gyldighedsperiode
Et pas er gyldigt i 10 år fra udstedelsesdatoen. Pas til børn mellem 2 og 18 år er dog kun gyldigt i fem år, og pas til børn under 2 år er gyldigt i to år.

Rejse i Norden
Statsborgere fra de nordiske lande er med i den nordiske pas-union, så man som dansk statsborger ikke behøver at medbringe pas, når man rejser i de andre nordiske lande. Man skal dog kunne identificere sig fx med pas eller kørekort.

Rejse i Schengen-landene
Alle EU-lande undtagen Storbritannien og Irland er med i Schengen-samarbejdet. For danske statsborgere og for andre statsborgere i et Schengen-land betyder samarbejdet, at man ikke får kontrolleret sit pas, når man rejser til et andet Schengen-land.

Når man rejser i et andet Schengen-land, skal man dog kunne bevise sit statsborgerskab, og det betyder, at man fortsat skal medbringe sit pas.

Hvis man er statsborger i et andet EU-land eller et andet nordisk land, men bosat i Danmark, skal man medbringe sit pas eller anden gyldig rejselegitimation, når man rejser til et Schengen-land.

Rejse uden for Schengen-landene
Rejser man uden for Schengen-området, skal man altid medbringe sit pas. Hvis man ikke har sit pas med, risikerer man at blive afvist ved grænsen til det land, som man ønsker at rejse ind i. Når man vender tilbage til Danmark, risikerer man at få en bøde.

Mister man sit pas i udlandet
Mister man sit pas i udlandet, kan den danske ambassade udstede et nyt. Hvis man har fået stjålet sit pas, er det vigtigt, at man anmelder tyveriet til det lokale politi og insisterer på at få en kvittering for sin anmeldelse. Man skal vise anmeldelsen til ambassaden og sit forsikringsselskab. Danske ambassader, generalkonsulater og konsulater udsteder danske rejsepas.

Børn og pas
Fra den 26. juni 2012 skal alle være i besiddelse af eget pas ved ind- og udrejse af landet. Børn under 15 år, der er optaget i en voksens pas, skal derfor have eget pas, hvis de står over for at rejse til udlandet.

Det betyder, at det ikke længere vil være muligt for børn under 15 år, der er optaget i deres forældres eller andre voksnes pas inden den 1. oktober 2004, at rejse uden eget pas.

Børn under 15 år, der er optaget i deres forældres eller andre voksnes pas, og som skal rejse efter den 26. juni 2012, skal således være i besiddelse af deres eget pas. Det gælder også, selvom udrejsen sker før den 26. juni 2012, hvis hjemrejsen først sker efter den 26. juni 2012. Den voksne, i hvis pas barnet er indskrevet, skal ikke have fornyet sit pas i samme forbindelse.

Det vil heller ikke efter den 26. juni 2012 være muligt at få udstedt såkaldte fællespas, hvor f.eks. elever og lærere kan rejse til udlandet på det samme pas.

Passets gyldighed og pris
Et børnepas koster 115 kr. uanset barnets alder. For børn over 12 år tillægges et gebyr for fingeraftryk på 26 kr. Passets gyldighed afhænger af barnets alder:

Er barnet 0-2 år, gælder passet i 2 år.
Er barnet 2-18 år, gælder passet i 5 år.

Ansøgning om pas
Man søger om passet på et kommunalt borgerservicecenter. Når man søger om passet, skal man medbringe:  

  • Dåbs- eller navneattest (fødselsattest, hvis barnet endnu ikke er navngivet)
  • Billedlegitimation
  • Samtykkeerklæring fra indehaver(e) af forældremyndigheden
  • Samtykkeerklæringen udfyldes i øvrigt som en del af selve ansøgningen om pas.

Børn skal møde personligt op i Borgerservice ved udstedelse af pas.

Sletning af barn i pas

Hvis barnet får eget pas, inden det bliver 15 år, kan den/de, der har forældremyndigheden, kræve det slettet af andres pas.Et ønske om at få slettet barnet fra et pas skal afleveres skriftligt til et kommunalt borgerservicecenter.

Man skal dokumentere, hvem der har forældremyndigheden, og hvis man er to, skal begge give samtykke til sletningen.

Barnets pas skal også tages med.

Ventetid
Det kan tage op til 14 dage at få et nyt pas. Hvis man skal rejse med det samme, kan Borgerservice forlænge gyldighedsperioden på det udløbne pas eller udstede et midlertidigt pas. Det midlertidige pas er dog ikke lige så sikkert som det rigtige, fx ved rejser til visse fjerne rejsemål. Man bør derfor i god tid sikre sig, at man har et gyldigt pas til rejsen. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Takster/priser:

Pas

Det koster 600 kr. at få et pas, hvis man er fra 18 år til og med 64 år. Er man 65 år eller ældre, er prisen 350 kr., og for unge under 18 år koster det 115 kr. Fra 1. januar 2013 opkræves der et gebyr på 26 kr. for fingeraftryk. Det opkræves på alle pas for personer over 12 år. Betal venligst med Dankort.

Albertslund Kommune

Nordmarks Allé
2620 Albertslund
Tlf. 43 68 68 68

albertslund@albertslund.dk

Hurtig adgang

Oversigt