Vejledende regler om hønsehold i Albertslund Kommune
Reglerne omfatter alle ikke-erhvervsmæssige hønsehold, beliggende i byzone, i Albertslund Kommune
-
Hønseholdet må højst bestå af 6 høns.
-
Hønseholdet må ikke omfatte hane.
-
Hønseholdet skal etableres med et hønsehus og en indhegnet hønsegård, der sikrer, at hønsene ikke kan færdes udenfor hønsegården.
-
Hønsegården skal overalt placeres minimum 1,0 meter fra naboskel.
-
Hønsehuset skal placeres indenfor hønsegården, fortrinsvis så den vender "ryggen" mod nabo (se eksempler på bagsiden).
-
Hønsehus og hønsegård skal holdes rent, så der ikke opstår uhygiejniske forhold, lugtgener, og så rotter og andre skadedyr ikke tiltrækkes.
-
Gødning fra hønseholdet skal opbevares i lukket beholder eller umiddelbart nedgraves i jorden på et egnet sted, så rotter og andre skadedyr ikke tiltrækkes.
-
De umiddelbare naboer til hønseholdet skal orienteres.
Lovgrundlag
Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 944 af 16. september 2004 om miljøregulering af visse aktiviteter. Kapitel 3 omfatter ikke-erhvervsmæssigt dyrehold.
Gode råd
Hønsehold kan give anledning til støj- og lugtgener. Derfor er det rimeligt, at kommende hønseholdsejere altid orienterer naboerne om det påtænkte hønsehold, herunder placeringen af hønsehus og hønsegård.
På den måde kan du som kommende hønseholdsejer tage naboerne med på råd om placering, indretning og drift af hønseholdet, og derved bevare det gode naboskab.
Lejere skal i øvrigt altid spørge boligselskabet eller afdelingsbestyrelsen om der må holdes høns i deres område. Der kan være forskellige regler fra boligselskab til boligselskab.
Kommunens erfaring med hønsehold
De typiske klager fra borgerne over hønsehold er støjgener fra hanegal og lugtgener fra manglende renholdelse af hønsegård og hønsehus.
Vores erfaring er, at hønseholdet ofte er placeret så langt væk fra hønseholdsejerens bolig som muligt. Det betyder ofte, at der er større gener for naboerne end for hønseholdsejeren, da hønseholdet faktisk er tættere på naboen end ejeren selv. Dette er nok den væsentligste årsag til klagerne. Vores opfordring er at tænke sig om, inden hønseholdet etableres.
Det kan lade sig gøre at følge reglerne, og ikke være til væsentlig gener for omgivelserne. Vi vil altid ved henvendelser opfordre til, at man taler sammen – hønseholdsejer og naboer – om hvordan man får løst et eventuelt problem.
Er der spørgsmål om hønsehold, kan du kontakte Lars Bertholdt, telefon 43 68 68 41.
Albertslund Kommune
Miljø- og Teknikforvaltningen
Rådhuset
2620 Albertslund
www.albertslund.dk
email:
15. december 2009 //