Klima og energiaftaler
Albertslund Kommune har indgået en række aftaler, der skal være med til at sikre, at CO2 begrænsning, energieffektivitet og innovative løsninger kommer helt i front i klimaplanarbejdet.
Kurveknækkeraftale
I 2010 indgik Albertslund Kommune en Kurveknækkeraftale med Go’Energi, som er en uafhængig statsinstitution under Klima- og energiministeriet. Aftalen forpligter Albertslund Kommune til at nedsætte det samlede energiforbrug af el og varme fra de kommunale bygninger med 4% inden 2015, svarende til ca. 1% om året. Denne målsætning nås ved at fremme energibesparelser og sikre en mere effektiv brug af el og varme. Det kan Go’Energi hjælpe med til ved at stille rådgivning, sparring og vejledning om energibesparelsestiltag, energieffektiviseringer og energirigtige indkøb til rådighed. Hvordan det går med at opfylde kurevknækkeraftalen kan følges på kommunens Grønt Regnskab.
Du kan også læse Kurveknækkeraftalen (pdf-fil).
Klimakommune
I 2008 indgik Albertslund Kommune en Klimakommuneaftale med Danmarks Naturfredningsforening og forpligter sig dermed til at reducere kommunens CO2 udledning med 2 % om året indtil 2015. Albertslund kommune er glade for at mindske miljø- og klimabelastningen sammen med Danmarks Naturfredningsforening, som er Danmarks største natur- og miljøorganisation. Samtidig er det afgørende, at Albertslund kan trække på sin mangeårige viden og erfaring om miljø og energibesparelser. Som en del af aftalen er der iværksat en opgørelse af kommunens nuværende udslip af CO2 fra kommunens bygninger og biler, samt handlingsplaner der skal sikre indsatser for at reducere CO2 belastningen fra kommunale bygninger og kommunal kørsel. Hvordan det går med at opfylde redutionsmålet som klimakommune kan følges på kommunens Grønt Regnskab.
Du kan læse mere klimakommuner og Albertslund som klimakommune på www.dn.dk.
Partnerskabaftale med DONG Energy
I 2008 indgik DONG Energy og Albertslund Kommune en partnerskabsaftale om energieffektive og innovative løsninger. Daværende borgmester Finn Aaberg udtalte om aftalen:
- Partnerskabsaftalen mellem Albertslund Kommune og en af Nordeuropas stærkeste energioperatører, DONG Energy, bringer i særklasse Albertslund Kommune foran som klimakommune. Markedsdirektør i DONG Energy, Allan Schefte, tilføjer:
- Der er ingen tvivl om, at Albertslund er i front som en af Danmarks førende energi- og klimabyer. Jeg er imponeret over kommunens arbejde med energieffektivitet og anvendelse af vedvarende energi. Et partnerskab af denne type bygger på gensidig tillid og gode relationer, og jeg glæder mig til yderligere at forankre og intensivere vores samarbejde. Visionen for DONG Energy er at hjælpe kommunen og dens borgere med at indfri de ambitiøse mål, herunder at reducere byens CO2 udledning.