Stop spritbilisterne i Albertslund Kommune.
Sidste blev der sigtet 55 personer for spritkørsel i Albertslund Kommune. Det skal kampagnen ”Dit spørgsmål kan stoppe en spritbilist” nu ændre på. – bl.a. ved at mobilisere danskerne via Facebook.
I hele landet bliver der hvert år dræbt omkring 100 og kvæstet 1000 mennesker i trafikken alene på grund af alkohol. Dermed er spritulykker et af de alvorligste problemer for trafiksikkerheden. Hvert år sigter politiet cirka 15.000 spritbilister i hele landet. Problemet kendes også i Albertslund Kommune, hvor der i 2008 blev sigtet 55 personer for spritkørsel.
Gode råd til at undgå spritkørsel En tidligere undersøgelse fra Danmarks TransportForskning har vist, at 80 % af spritbilisterne havde været i selskab med andre, før de satte sig bag rattet. Det vil sige, at der sandsynligvis var nogen, der kunne have grebet ind..
- At være passiv tilskuer til spritkørsel er også at påtage sig en slags medansvar. Mange siger, at det er pinligt at spørge om en person har drukket for meget til at køre. Men det er endnu mere pinligt at lade være, og det så i værste fald ender med en ulykke. Så det gælder om at spørge, selv om det er svært, siger specialkonsulent Pernille Ehlers fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, som har følgende råd:
- Aftal inden festen, hvem der kører hjem. Når man først er begyndt at drikke, glemmer man let, hvor meget man egentlig har drukket.
- Hvis du tror, at en anden person har drukket for meget til at køre, så sig eller gør noget – i stedet for kun at tænke, at du burde gøre det.
- Vent til næste eftermiddag med at køre hjem efter en våd fest. Det tager længere tid at forbrænde alkohol end du tror. En del spritbilister bliver taget dagen derpå.
- Hvis du ikke kan forhindre spritbilisten i at køre, så ring til politiet på 114.
Om kampagnen
Kampagnen ”Dit spørgsmål kan stoppe en spritbilist” foregår i hele landet i uge 25 og 26 med tv- og radiospots. Politiet følger op med spritkontrol i alle politikredse i uge 26.
Kampagnen er blevet til i samarbejde med alle landets kommuner, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg, politiet og Rådet for Større Færdselssikkerhed. For at få engageret så mange som muligt vil kommunerne sammen med Rådet for Større Færdselssikkerhed opfordre borgerne til at give et løfte på Facebook, hvor de lover at gribe ind, hvis de mener, der er nogen, der har drukket for meget til at køre. Det kan man læse mere om og tilmelde sig på www.sikkertrafik.dk. Allerede nu har omkring 1000 meldt sig til.
29. juni 2009 //