Læs Visionen som PDF
Baggrunden
Albertslunds udvikling har været båret frem af bestemte værdier, der blev holdt i hævd af dem, der byggede byen. Fra tid til anden må de vaner og den kultur, som er bærende, imidlertid skrives ned og tilpasses nye krav og muligheder, så de ikke glemmes eller dør ud, mens der bygges videre. Nedskrivningen danner samtidig grundlag for ledelsen af den kommunale forvaltning, som skal sikre, at værdierne kan blive til virkelighed i dagligdagen for den enkelte borger.
Albertslund var fra starten et nybyggersamfund, der blev skabt over en kort årrække og befolket af unge udflyttere fra København, der søgte lys, luft og mere velfærd. Dette gav helt særlige forudsætninger for udvikling af et lokalt demokrati med stor vægt på inddragelse af mange mennesker omkring mange forskellige emner. Og disse muligheder er blevet udnyttet i kraft af et tæt samspil mellem folkevalgte, den kommunale forvaltning, borgere, erhvervsliv og foreninger.
Undervejs har Albertslund truffet en række dristige politiske valg om byplanlægning, boligbyggeri, trafikdifferentiering, etablering af grønne områder, fjernvarmeudbygning, bibliotek og andre kulturelle institutioner, børneinstitutioner mv. Disse valg har betydet en ”infrastruktur”, som tilbyder andet og mere end normalt for københavnske forstadskommuner.
Både de demokratiske processer og det fysiske udtryk har bidraget til at udvikle en stærk lokal identitet og skabt mulighed for at udfolde et byliv, som man normalt skal til storbyen for at opleve. Albertslund har været præget af at være en levende by med høj grad af selvforsyning, lokal entusiasme og deltagelse.
Men Albertslund er ikke længere en nybyggerkommune, der derfor som en magnet alene kan trække nye folk og ny begejstring til sig. De oprindelige tilflyttere er blevet ældre eller er udskiftet med andre borgere, der har valgt Albertslund af andre årsager. Som andre forstadskommuner på Københavns vestegn har Albertslund fået en befolkning præget af stor mangfoldighed. Det nære og lokale tilhørsforhold er blevet svækket på grund af en stigende regionalisering både på arbejdsmarkedet, i kultur- og fritidslivet og i detailhandelen. Alle borgere i hovedstadsregionen bevæger sig langt mere på kryds og tværs end tidligere.
Samtidig er de kommende års økonomiske rammebetingelser vanskeligere, end de har været i lang tid på grund af relativt vigende skattegrundlag, strammere statslig styring og nye opgaver, der trænger sig på med flere ældre, øgede sociale udgifter og - sidst, men ikke mindst - en bygningsmasse, der trænger til mange former for renovering.
Spørgsmålet er derfor: Hvad går projektet ud på i dag, hvad skal skabe begejstringen og fastholde fællesskabet?
Visionen
Visionen består i at skabe et fællesskab på de nye betingelser. Midlet hertil er tre grundsætninger og tre mærkesager.
Grundsætningerne
Vi har formuleret tre grundsætninger, som udtrykker det, vi tror på:
1. Vores by skal have høj fysisk kvalitet
Albertslund har i kraft af professionel planlægning mange historisk bestemte kvaliteter: Byplanen, velplanlagte boligområder, trafikdifferentiering og store grønne områder. Få andre steder har på én og samme tid så store bymæssige kvaliteter og udbud, så megen nærhed til storbyen og så omfattende naturkvaliteter – Vestskoven, Store Vejleå dalen med Egelundparken og Kongsholmparken, Herstedhøje, Birkelundparken.

Disse kvaliteter skal fastholdes gennem aktiv vedligehold af bygninger og udearealer. Desuden skal der tilføjes nutidige elementer i form af nybyggeri, omdannelse af pladser og trafikarealer samt flere kunstneriske indslag. Det er vigtigt, at byen ikke opfattes som et museum over en svunden tid, men som en levende organisme på et højt funktionelt og æstetisk niveau, hvor der er rum og plads til mangfoldighed og fællesskab.
2. Vi vil udfolde den demokratiske kultur
Vi lever i en tid, hvor det nære demokratiske liv er under forandring mange steder i samfundet – og udfordret af et stort udbud af aktiviteter mv. Stigende centralisering og bureaukratisering af samfundslivet giver anledning til usikkerhed om meningen med at engagere sig i lokalsamfundets udvikling. Som borger kan man nemt opleve en stigende rodløshed – vi hører allesteds og dog intetsteds hjemme.
I Albertslund vil vi bygge på mange års god tradition for et levende lokalt demokrati, samtidig med at vi fornyer metoderne for borgerinddragelse og borgerservice, så vi tilpasser os vilkår, muligheder og forventninger i det moderne samfund og skaber et sted for alle at være og føle sig hjemme i. Det rummer den særlige opgave at få de forskellige befolknings- og interessegrupper inddraget i nærdemokratiet.
Samtidig lægger vi vægt på, at den forvaltning, som borgeren møder som serviceudbyder eller myndighed, er præget af åbenhed og gennemsigtige beslutningsprocesser, og at alle ansatte har ret til at ytre sig og pligt til at tage initiativer til at løse opgaverne i overensstemmelse med de fælles værdier. Der skal være et tæt samspil mellem kommunalbestyrelse, borgere og forvaltning om sammen at nå til fælles mål.
3. Vi skal leve i mangfoldigheden
Den differentierede boligsammensætning med ejer, andels- og lejerboliger, ungdomsboliger og ældreboliger er en del af den mangfoldighed, vi selv har valgt. Mange borgere med udenlandsk baggrund er en mangfoldighed, der er kommet til. Vi er ikke blinde for, at det kan skabe problemer i dagligdagen og også indebærer risici i retning af ghettodannelse og manglende sammenhængskraft i boligområderne.
Men vi vælger at se mangfoldigheden som et vilkår, en udfordring og en potentiel styrke i en verden, der under alle omstændigheder bliver mere global. Vi må leve i mangfoldigheden og være blandt de bedste til at gennemføre en integrationspolitik, hvor gensidig respekt, læring på tværs af kulturer og krav til deltagelse i det danske samfundsliv er kendemærker. Hvor medborgerskab og arbejdsliv tilsammen skaber en ny form for lokalt forankret fællesskab, der er præget af de demokratiske normer og de grundlæggende værdier, det danske samfund hviler på.
Det indebærer også, at Albertslund har brug for en løbende tilgang af ressourcestærke personer og ildsjæle, som kan drive de demokratiske processer i foreninger, boligområder mv. og skabe ny dynamik og sammenhæng i arbejdsliv og lokalt erhvervsliv. Vi vil i særlig grad arbejde på at styrke sammenhængskraften i boligområderne.
Den del af mangfoldigheden, der udgøres af den stigende ældrebefolkning, kræver særlig opmærksomhed og nye indsatser på sundheds- og omsorgsområdet.
Mærkesagerne
Den service, vi har forpligtet os på – enten på grund af lovgivning eller af eget valg - skal være i orden. Men herudover har vi udvalgt tre mærkesager, hvor vi ønsker at være helt i front. Mærkesagerne har været de samme gennem mange år, men vi skal hele tiden tilpasse os nye vilkår for at fastholde dem:
1. Børn og unge er grundlag for fremtidens fællesskab
Mangfoldighed og demokrati starter i børneværelset. De vilkår og muligheder, vi giver vores børn og børnefamilierne, sætter rammerne for fremtidens fællesskab. Albertslund har gennem mange år været kendt for en høj standard på skole- og institutionsområdet og for de mange gode fritids- og kulturtilbud til børnene og de unge. Denne linie skal fastholdes og udvikles også i en økonomisk stram tid.
Vi vil sikre kvalitet, sammenhæng og helhed i de kommunale tilbud til børn og unge gennem en samlet politik og nærværende, engagerede og kompetente voksne.
Vi vil markere os på landsplan ved at være blandt de bedste til at sikre grundlæggende færdigheder og viden samt fremme børn og unges kompetencer, hvad enten det drejer sig om boglige, kreative, sociale eller demokratiske. Og vi vil sikre understøttende rammer om de børnefamilier, hvor egne ressourcer ikke slår til.
2. Kultur er en motor for fællesskabet
Kultur som fællesskab og identitetsskaber har stået på Albertslunds dagsorden fra starten. Biblioteket, MusikTeatret, Forbrændingen og de mange fritidstilbud er udtryk for en stærk politisk satsning. Musikskole, billedskole m.m. er eksempler på kultur og kunst for, med og af børn. Hertil kommer andre vigtige dele af Albertslundkulturen som indkøb af kunst, udsmykning af de kommunale bygninger, udstillingsvirksomhed og ikke mindst det store frivillige arbejde inden for idrætsliv og foreninger.
Denne samlede satsning skal videreføres, men også foldes bredere ud. Mulighederne for også at bygge på etniske elementer i kulturlivet skal afprøves. Og der skal arbejdes aktivt med muligheden for at koble kultur og erhverv og for at skabe nye muligheder for iværksættere og ildsjæle. Ved at finde og udnytte vores styrkepositioner og talentmuligheder – også i det regionale billede - vil vi med kultur og kunst som motor give medborgerskab, fritid og arbejdsliv i Albertslund en særlig dimension.
3. Miljø er en fordring til fællesskabet
Albertslund har gennem mange år været kendt for at tage miljøproblemerne alvorligt – og gøre noget ved dem. Udgangspunktet for denne satsning er etisk: Vi skal tænke globalt, men handle lokalt.
Vi vil derfor fastholde og videreudvikle en høj profil. Ikke for profilens skyld, men fordi vores etik siger os, at det er nødvendigt. Det er derfor et klart politisk mål at gå nye veje for at reducere kommunens samlede CO2-belastning og reducere forureningen af vand, jord og luft mest muligt. Økologiske fødevarer skærmer mod rest- og tilsætningsstoffer, men er også et led i at skubbe til en mere bæredygtig produktion.
Miljø handler også om daglig adfærd for borgere og virksomheder. Vi vil på disse områder arbejde for at højne bevidstheden og anvise nye tekniske løsninger. Ikke mindst vil vi stimulere de byøkologiske initiativer, både når det gælder kommunens begrænsede nybyggeri og renovering af bestående bolig- og erhvervsområder. Og vi vil gøre en indsats for at synliggøre den miljøetiske fordring i dagligdagen.
Fundamentet
Den vision, vi bygger vores by på, skal hvile på et sundt fundament. Grundsætningerne kan kun efterleves, mærkesagerne kan kun forfølges og alle de øvrige velfærdsydelser, som vi har forpligtet os på, kan kun leveres, hvis fundamentet er i orden.
Det betyder først og fremmest:
-
at den kommunale økonomi er i balance
-
at kommunens boligområder er socialt velfungerende
-
at erhvervsområderne udvikles til også at passe til moderne virksomhedstyper
-
at der er et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv om arbejdsmarkedsforhold
-
at den kommunale organisation er velfungerende og effektiv, herunder ikke mindst at værdigrundlaget for ledelsen understøtter udviklingen af fællesskabet
Hertil kommer, at Albertslund kommune skal blive mere synlig på det store landkort, hvis vi skal tiltrække og fastholde mennesker og virksomheder, der kan styrke og udvikle fællesskabet.
Det betyder derfor, at god og åben kommunikation bliver en vigtig del af fundamentet.
Opgaven i de kommende år bliver således at omsætte visionen i praktisk handling. Vigtige skridt på vejen er diskussionen om kommuneplanstrategien og de årlige budgetlægninger, som anviser rammer for og midler til det.
Visionen for Albertslund kan i kort form illustreres med denne figur:

Godkendt af Albertslund Kommunalbestyrelse den 9. december 2003